
Om Mette Storm
Velkommen
Jeg hedder Mette Storm, og jeg er utrolig glad for, at du kigger forbi min hjemmeside. Her får du et lille indblik i, hvem jeg er, og hvordan jeg arbejder, så du kan få en fornemmelse af, om jeg er den rette til at hjælpe dig.
Mit liv og min passion
Jeg bor lige uden for Holbæk på smukke Tuse Næs – knap 50 min. kørsel fra København. Her har jeg min klinik på herregården Hørbygård. Jeg elsker at bo på landet med udsigt over markerne og fjorden og samtidig være tæt på alle mulighederne i København. Min fritid bruger jeg sammen med mine venner, familie, i naturen, hvor jeg vandrer, løber eller bare nyder alt det smukke omkring mig. Jeg er et udpræget nysgerrigt menneske, så jeg er altid i gang med en ny spændende bog eller en ny interesse.
Min faglige baggrund
Jeg har altid elsket at arbejdet med mennesker. Mit hjerte banker for at skabe forandring, udvikling og heling for mennesker. Jeg er oprindeligt uddannet lærer og efterfølgende cand.pæd.psyk. Derudover er jeg uddannet IFS-terapeut, hypnoterapeut samt somatisk traumeterapeut. Fagligt har jeg særligt specialiseret mig inden for to fagområder:
- behandling af mennesker med belastningsreaktioner (stress, angst, depression)
- behandling af mennesker, der er i svære relationer (f.eks. narcissist/psykopat).
Min terapi tager særligt udgangspunkt i IFS-modellen (Internal Family System), men jeg anvender også emotionsfokuseret terapi, Mindful Self Compassion, hypnoterapi og somatisk traumeterapi. Jeg har desuden lang erfaring i at arbejde med kommuner, psykiatrien, sundhedsvæsnet og familieretshusene.
Min tilgang til terapi
Det gode ved at have mange års erfaring med terapi er, at jeg ikke er det mindste i tvivl om, at al forandring, heling og selvudvikling begynder med en tryg og tillidsfuld relation mellem dig som klient og mig som terapeut og derfor begynder alle mine sessioner lige der. Tillid og tryghed handler for mig om, at mine klienter føler sig set, hørt og forstået og det ser jeg som min fornemmeste opgave at facilitere i hver eneste session. Det er også min opgave at tilpasse mine teknikker og metoder, til lige netop det du har brug for i din situation og derfor er alle forløb hos mig meget forskellige – da alle mine klienter er helt unikke.
Har du selv mødt en narcissist?
Sådan spørger mange af mine klienter mig og det kan jeg godt forstå. For de fleste der har mødt en narcissist, har også mødt mennesker, der ikke forstår, hvor svært det er at være i sådan en relation og hvor uendelig svært det kan være at komme ud af relationen. JA, jeg har også været i relation med en narcissist. Så jeg har erfaret på egen krop, sind og sjæl, hvor vanskelig en relation det er. Den erfaring hjælper mig helt sikkert til at møde mine klienter og deres oplevelser og behov på en meget mere empatisk måde.
Har du brug for hjælp?
Så skal du være hjertelig velkommen. Jeg glæder mig til at møde dig.

