Forskel på psykopat sociopat og narcissist (modelbillede)

Hvad er forskellen på en psykopat, sociopat og narcissist?

Psykopater, sociopater og narcissister bliver ofte forvekslet, og de tre personlighedstyper har også mange fælles træk. Det er der en god grund til.

Psykopati er ikke en sygdom, men en personlighedsforstyrrelse og kaldes i fagsprog: dyssocial personlighedsforstyrrelse. Psykopati kan inddeles i tre forskellige kategorier: psykopat, sociopat og narcissist. Der er mange fælles kendetegn mellem psykopaten, sociopaten og narcissisten, men der er også nogle væsentlige forskelle, som du kan læse om herunder.

Der hersker inden for forskningen stor uenighed om, hvordan de tre typer af psykopati skal beskrives og nogle opererer slet ikke med denne opdeling.

Opdelingen er dog med her, fordi den viser, hvor stor en variation i adfærd, der er indenfor kategorien psykopati. Og for at sætte fokus på, at psykopater ikke nødvendigvis er hårdkogte kriminelle eller voldsmænd.

Alle psykopater har dog uden undtagelse nogle markante forstyrrelser i deres personlighedstræk, der gør dem meget ubehagelige at være i nærkontakt med.

Meget overordnet kan de tre personlighedstyper karakteriseres således:

 

Psykopaten som den: snu, beregnende, charmerende, til tider koldblodige til tider mere intelligente type.

 

Sociopaten som den: mere vrede, aggressive, ukontrollerbare og voldsomme type med iøjnefaldende manglende sociale kompetencer og til tider også manglende boglige kompetencer.

 

Narcissisten som den: overdrevne selvhævdende, over-smarte, selviscenesættende, massivt flirtende, succesfulde, konkurrenceprægede type, der konstant søger at være i fokus for at fremhæve sig selv.

Alle tre typer har en dyssocial personlighedsforstyrrelse med en grundlæggende mangel på empati og skyldfølelse, en tomhedsfølelse, en tendens til udnyttelse af andre, manipulation, kontrolsøgning, løgnagtighed osv. som typiske nøgleord.

» Læs også: Psykopatens kendetegn

Uanset om du er tæt på en psykopat, sociopat eller narcissist, så vil du kunne mærke følgerne af det. Alle tre typer er utrolig svære at være sammen med.

Hvad er en narcissist?

Narcissisten adskiller sig fra psykopaten ved at være langt mere selvoptaget og have en sygelig storhedsfølelse, som i den grad præger hans eller hendes adfærd.

Narcissisten søger konstant at være i centrum. Han/hun går sygeligt meget op i sig selv, sin krop og sit udseende. Narcissisten elsker at føre sig frem, vil vinde, have succes, være smukkest, bedst, klogest, rigest, sjovest osv.

Narcissisten iscenesætter sig selv og elsker at blive set. Han/hun tåler ikke afvisning og har svært ved at forstå et nej. De kan være ekstremt insisterende, konkurrenceorienterede og meget målsøgende i forhold til at få det, de vil have. Egenskaber, som ofte er meget værdsat mange steder; særligt i erhvervslivet. Derfor ser vi også en del narcissister på topposter rundt om i verden.

Narcissister kan ikke tåle negativ omtale eller kritik og vil gøre alt for ikke at blive fremstillet negativt. Offentlig kritik eller udstilling kan få en narcissist til at blive meget aggressiv og decideret ond. Narcissister har dog, lige som psykopater, en tendens til at skyde al kritik over på andre. Men i modsætning til psykopaterne, så rammer kritikken hårdere og kan godt føre til skam hos narcissisten, fordi der går skår i storhedsfølelsen.

Ofte glemmes det dog hurtigt igen og narcissisten er tilbage i den sygelige storhedsfølelse. Nogle narcissister udvikler dog næsten paranoiditet ift. kritik og afvisning og det kan give en meget belastende humørsvingning, hvor de kan svinge mellem sygelig storhedsfølelse og en næsten depressiv tilstand (hvis de ikke bliver beundrede og forgudede).

Kendetegn på Narcissisme:

  • Sygelig storheds- og selvoptagethedsfølelse, overdriver deres bedrifter og talenter, forventer at andre påskønner deres bedrifter og anser dem som fantastiske.
  • Er fantaster og fortæller vidt og bredt om deres egen ubegrænsede succes, magt, storhed, skønhed, kloghed, rigdom osv
  • Anser sig selv som helt specielle og unikke og vil primært omgås (spejle sig i) andre intelligente, magtfulde, succesfulde mennesker.
  • Forventer og søger konstant tilbedelse, beundring, kærlighed, idealisering
  • Har ingen empati og er ude af stand til at sætte sig ind i andre menneskers behov
  • Kan være hensynsløs i forholdet til andre mennesker
  • Udnytter andre mennesker for at få egne behov opfyldt
  • Arrogant og nedladende
  • Sygelig jaloux
  • Mange skiftende parforhold
  • Idealisering og devaluering af partner
  • Sammensmeltning og spejling af partner
  • Intens skamfølelse, hvis de udsættes for kritik.
  • Tomhedsoplevelser og depressioner
  • Nogle er voldelige
  • Hævngerrige og aggressive
  • Manglende anerkendelse af egen alder – føler sig evig ung – og opfører sig sådan
  • Ingen nære, længerevarende venskaber
  • Sygelig optagethed af eget udseende, krop og er meget selviscenesættende
  • Hensynsløshed
  • Udnytter andre
  • Manglende empati
  • Brug af alkohol og andre stimulanser

Hvad er en sociopat?

Sociopat er ikke som psykopat og narcissist en klinisk betegnelse, men en betegnelse, der især i de engelsksprogede lande har vundet stor udbredelse. Her bliver den brugt til at beskrive de psykopater, som har en mere aggressiv og udadreagerende adfærd. Nogle kategoriserer ligefrem sociopaten som en person, hvor det er opvæksten/miljøet, der er årsag til personlighedsforstyrrelsen. Sociopaten er dermed karakteriseret ved at have haft en ofte meget svær barndom, præget af traumer, svigt, overgreb, misbrug, problemfyldt skolegang, manglende voksenkontakt osv.

Miljøets påvirkning har afstedkommet udviklingen af psykopati og givet sociopaten en afstumpet adfærd og en total mangel på sociale adfærdsformer. Sociopaten er ofte i opposition til det bestående samfund og har en konfliktskabende og aggressiv adfærd.

Sociopaten er dermed tydeligere utilpasset og den nemmeste af de tre typer at genkende. Han/hun har ofte et mere råt udtryk.

Sociopaten har en kort lunte og der skal ikke meget til, før han/hun ender i verbal eller fysisk konfrontation. Sociopaten er fuldstændig ligeglad, for han/hun har ingen respekt for sociale normer, regler og lovgivning, Mange sociopater har en meget tidlig kriminel løbebane, og de fleste lande har fængslerne fulde af sociopater. Nogle undersøgelser peger på, at op mod 40 % af de indsatte har en psykopati-diagnose.

Sociopaten søger konstant at få sine behov dækket, men fra helt lille har han/hun oplevet, at dette ofte ikke er blevet indfriet. Derfor har han/hun fra ung søgt at dække sin tomhedsfølelse med alkohol og stoffer. Der findes derfor mange sociopater i misbrugsmiljøer.

Sociopaten føler ligesom psykopaten og narcissisten sig hævet over resten af samfundet og denne arrogance og ligegyldighed gør ham/hende til et meget ubehageligt møde. Kombineret med at sociopaten også ofte er på jagt efter spænding som en måde at dulme tomhedsfølelsen på, gør at han/hun søger oplevelser helt ude på kanten, dér, hvor andre menneskers liv og sikkerhed sættes på spil. Det ses ved hasarderet kørsel i bil og på motorcykel, omgang med skydevåben, og livfarlig ”leg” på broer, togskinner osv. Alt for at få et adrenalin-kick, der udfylder tomhedsfølelsen og viser sociopatens overlegenhed, ligegyldighed og manglende respekt for resten af samfundet. En magtdemonstration af sin egen overlegenhed.

Sociopaten søger en lederposition i det miljø, han befinder sig i, og hvis ikke det opnås, så søger han ensomheden, hvor han selv har magten og kontrollen.

Sociopaten har vanskeligt ved at holde fokus, koncentrationen er behovsstyret, han/hun har svært ved at overholde aftaler, sociale regler og svært ved at langtidsplanlægge. Derfor er de krav, der stilles i en almindelig skolegang, på uddannelsesinstitutioner og på arbejdsmarkedet vanskeligt for ham/hende at honorere. Kriminalitet bliver derfor for de fleste en vej, fordi de ikke evner at møde de krav, der stilles i det etablerede samfund.

Sociopatens kendetegn:

  • Manglende empati
  • Manglende skyld og skamfølelse
  • Aggressiv
  • Arrogant
  • Manglende formål og mål i livet
  • Patologisk løgner
  • Mangel på respekt for andres sikkerhed
  • Ligegyldighed overfor andre
  • Ingen nære relationer
  • Problematisk kontakt til familie
  • Socialt belastet baggrund
  • Misbrugsproblemer
  • Manipulativ
  • Manglende respekt for sociale normer, regler og lovgivning
  • Kriminalitet
  • Voldelig
  • Meget kort lunte